|
Renæssance Renæssance
anvendes gerne som navn på den tidsperiode i Europa, da middelalderens
enhedskultur gik i opløsning og nationalkulturerne selvstændiggjorde sig.
Ordet betyder genfødelse. Det er antikkens
skønhedsidealer der genfødes - et led i italienernes begejstring for deres
nationale historie. Begrebet
dukker desuden op i en række andre varianter. Maleren og kunstnerbiografen Vasari anvender rinascità
(1560) om det kunsthistoriske omslag, der finder sted i de toscanske handelsbyer i 1300- og 1400-tallet. Oprindelig
betegnede ordet alene ændringer indenfor et meget snævert område, nemlig
indenfor kunsten og arkitekturen.
Det er faktisk først med Jacob Burckhardts berømte
bog om renæssancekulturen i Italien
(1860), at begrebet udvides til at gælde hele den kulturelle forvandling, der
indleder Europas moderne historie. Burckhardt
knytter renæssancen til individualismens, demokratiets og liberalismens
begyndelse, og gør det til et værdibegreb. Historikerne
har ikke kunnet blive enige om, hvornår renæssancen begynder eller slutter,
eller hvilke lande den omfatter. Den mest radikale løsning står Arnold Toynbee for. Han anvender «renæssancen» som et
kulturmorfologisk begreb, og hævder at renæssancer er noget der gang på gang
har fundet sted i historien, nemlig hver gang kunst og videnskab har
blomstret, som følge af at man har taget en fjern fortid op og kopieret den.
I denne betydning giver det f.eks. mening at tale om den karolingiske
renæssance omkring Karl den Stores hof (ca. 800). Alligevel er det normale at
afgrænse begrebet, som Burckhardt gjorde det. Sociale
og kulturelle ændringer Renæssancen
har som forudsætning bykulturen,
der kredser om handlen og håndværket. I byerne opstod der tidligt en
kompliceret pengeøkonomi, som skabte ny social bevægelse og et muligt
fællesskab med alle dem, man kunne handle med - uanset race, religion og sprog. Mens
landbruger- og krigerkulturen havde fulgt årstidernes og døgnets kredsløb
uden større evne til fornyelse, favoriserede bykulturen konkurrence,
eksperimenter og opfindsomhed. Individet frigjorde sig fra de feudale
institutioner; Det konkrete blev lige så vigtigt som det almene; Det jordiske
blev i nogen grad løsrevet fra religionens censur.
Dette er dog et forenklet billede af en ret kompliceret proces. I
maleriet viste man ny interesse for naturens former og anvendte
centralperspektivet (Masaccio). I skulpturen blev
de anatomiske detaljer i menneskekroppen genopdaget, og efter 1000 år blev
man atter i stand til at støbe rytterstatuer (Donatello).
Kunstneren virkeliggjorde det nye ideal om det virksomme, skabende menneske i
modsætning til middelalderens kontemplative ideal. I arkitekturen
efterlignede man de romerske bygninger i en ren, snusfornuftig stil, og blev
atter teknisk i stand til at hvælve store kupler (Brunelleschi).
Politikken blev verdsliggjort og blev et selvstændig livsområde,
hvor den almægtige blev sat i skyggen af menneskers indbyrdes magtkamp (Machiavelli). Indenfor videnskaben
spillede teologien en stadig mere beskeden rolle, selv om astrologiske
og alkymistiske spekulationer fik et opsving (Paracelsus).
Mens
«renæssancen» i kunsthistorien tidligt i 1500-tallet blev afløst af
manierismen og barokken, var grænserne noget mere flydende for videnskabens
vedkommende. Ofte lader man også renæssancens naturvidenskab omfatte Kopernikus, Kepler og Galilei. De hævdede, at de samme mekaniske love gjaldt
for himmellegemernes bevægelser, som for bevægelserne på jorden. På den måde
opløste de den middelalderlige etageverden og fratog den kristne himmel- og
helvedesforestillinger deres håndgribelighed. Verden
var ikke længere en skabelse, der bredte sig for skaberens fødder, men
derimod natur som den udfoldede sig for den menneskelige betragtning og initiativ.
Jorden var godt nok ikke længere midtpunkt i et gådefuldt univers, men
mennesket blev stillet i centrum for et væld af problemer, som forstanden
kunne løse. Moderne historikere vil lægge større vægt på den
naturvidenskabelige revolution i renæssancen end på stilændringer i kunst og
arkitektur. Bogtrykkerkunsten
konsoliderede de nationale sprogområder og opløste de kirkelige
institutioners vidensmonopol. Den kendte verden og
de geografiske kundskaber blev voldsomt udvidet. Marco Polo nåede til Kina, Colombus «opdagede» Amerika. Den nye verden blev
kortlagt, og der blev knyttet et net af handelsforbindelser med Europa som
centrum. Handelsbyerne
i Italien
var først ude: Firenze, Siena, Venezia, Genova og Pisa. Men der var lignende
udviklinger i gang i Spanien
og Portugal,
Flandern, Hansabyerne og i Sydtyskland. Økonomisk
og politisk var andre folk nok lige så dygtige, men det vi kalder
renæssancekulturen er alligevel et italiensk fænomen. Omkring rige
købmandsfamilier og en række gavmilde paver udviklede der sig en ny
personlighedstype blandt kunstnere og lærde: Tusindkunstnere og egensindige
«genier» som Leonardo da Vinci
og Michelangelo. For liberalismens
historieskrivere var det netop billedet af det selvstændige individ, der
gjorde at epoken fortjente sit eget navn. Moderne historikere ser gerne de
sociale og kulturelle ændringer i et større perspektiv og understreger de
kulturelle faktorers nationale betingelser og de økonomiske faktorers
internationale betingelser. De er desuden mindre optaget af at genfinde
idealer og forbilleder. Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82) |